Ken Follett

Ken Follett (f. 1949) er en af verdens bedst sælgende forfattere og fejrer i disse år store triumfer med sit anmelderroste romanprojekt, Century-trilogien, der består af romanerne Giganternes fald, Verdens vinter og På kanten af evigheden. Trilogien er en slags moderne Krig og fred, hvor det 20. århundredes dramatiske begivenheder fortælles gennem fem familier – en walisisk, en engelsk, en tysk, en russisk og en amerikansk.

At den ene af trilogiens fem familier er walisisk, er ikke tilfældigt, da Ken Follett selv er født og opvokset i Wales. Hans far var skatteopkræver, og hans mor hjemmegående husmor, og begge var dybt religiøse og tillod ikke deres børn at gå i biografen eller se fjernsyn. Ken søgte tilflugt i bøgernes verden og slugte bl.a. børnebogsforfatteren Enid Blytons bøger. Som 18-årig tog han til London for at studere filosofi, et studie, der fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved forældrenes religion, men også gjorde ham politisk interesseret. Set i bakspejlet mener han også, at filosofistudiet var et vigtigt skridt på vejen til at blive forfatter. Han forklarer det selv således: »Der er en fjern forbindelse mellem filosofi og fiktion. Når man studerer filosofi, beskæftiger man sig med spørgsmål som: ’Her sidder vi ved et bord, men hvordan kan vi vide, at bordet virkelig er der?’ Det er selvfølgelig et fjollet spørgsmål, for selvfølgelig er bordet der. Men når man studerer filosofi, må man tage den slags spørgsmål alvorligt og bruge sin fantasi for at finde et svar. Det samme er tilfældet med fiktion, hvor man skal have en evne til at forestille sig situationer, som ikke findes i virkeligheden.«

Efter endt studietid begyndte Ken Follett at arbejde som journalist og brugte sine aftener og weekender på at skrive romaner. Han fik udgivet adskillige bøger under pseudonym, men først under arbejdet med manuskriptet til spionromanen Nålens øje (tidligere udgivet på dansk med titlen Stormøen) var han rigtig tilfreds og besluttede at udgive romanen under sit eget navn. Og Kens egen fornemmelse for manuskriptets kvaliteter skulle vise sig at holde stik. Bogen udkom i 1978, blev solgt til udgivelse i en lang række lande og blev i 1981 filmatiseret med Donald Sutherland i rollen som spionen med kodenavnet Nålen. Bogens succes skabte det økonomiske fundament for, at Ken Follett kunne kvitte jobbet som journalist og hellige sig romanskriveriet på fuld tid.

I løbet af de næste ti år fulgte en håndfuld spændingsbøger, der foregår på forskellige tidspunkter i det 20. århundrede. Trods historiernes forskelligheder har bøgerne dog det til fælles, at det var forfatterens ambition at opnå den samme effekt, som han havde med Nålens øje, nemlig at skrive historier, der kan holde læserne fanget og få dem til at vende siderne, fordi de bare må vide, hvad der sker.

I 1989 overraskede Ken Follett sine fans ved at udgive den store middelalderroman Jordens søjler − om livet i den fiktive by Kingsbridge i 1100-tallets England, om Tom Bygmesters kamp for at opføre en mægtig katedral og om intrigerne bag murene i byens kloster. Det tog forfatteren adskillige år at researche og skrive den store roman, og hans forlæggere var bekymret for denne drejning i forfatterskabet. Den bekymring blev dog hurtigt gjort til skamme, da det skulle vise sig, at læsere over hele verden elskede fortællingen om den lille by, der ved driftige mænd og kvinders hjælp voksede til en travl handelsby. Næsten tyve år skulle der gå før den længe ventede fortsættelse Uendelige verden kom i 2007, hvor handlingen er rykket 150 år frem i tiden, og vi følger livet i Kingsbridge under Hundredårskrigen og Den Sorte Død. 

Ken Follett arbejder nu på en tredje bog om Kingsbridge. Romanen skal efter planen udkomme i efteråret 2017.


Video

Ken Follett fortæller om af romanen På kanten af evigheden som er tredje og sidste bind i Century-trilogien.

Nyhedsbrev

Læs det nyeste om de bedste bøger først.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Jeg vil gerne høre mere om

Cicero er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK

Høst & Søn er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK


OK

Rosinante er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK

Samleren er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK