Forfatter

Thorstein Thomsen

Thorstein Thomsen (f. 1950) er vokset op i ’Sportshuset’ på Christian X’s Alle 102 i Lyngby, hvor mange af hans bøger også foregår. Han boede lige ved siden af forfatteren Soya og har senere tænkt på, om det har haft betydning for, at han selv blev forfatter.

Forældrene blev skilt, da han var tre år, og hans mor, der var kontordame, blev efterfølgende gift med Ricard, som han har skrevet om i romanen Bare vi har hinanden (2001), der er første del af hans Lyngby-trilogi, og som han faktisk tog hul på allerede som niårig.

Thorstein Thomsen blev student fra Øregård Gymnasium i 1970 og søgte derpå ind på Københavns Universitet, men brugte reelt sin tid på at spille rockmusik. Det tog ham tolv år at blive færdig – til gengæld har han aldrig brugt uddannelsen til noget, da han meget hellere ville skrive bøger og lave musik.

Han debuterede med en samling fortællinger til børn, Fy for den lede (1976), og lagde i midtfirserne rockmusikken på hylden for at hellige sig litteraturen – primært børnelitteraturen, men i det nye årtusind har han viet det meste af sin tid på at skrive romaner til voksne.

Af væsentlige børnebøger kan nævnes Fortællinger om Frede (1981), Da Lotte blev usynlig (1982) – som de fleste nok også kender fra DR’s filmatisering – og Nørdernes forvandling (2001). Og hans voksenbøger Lyngby-trilogien (2001-2003), Den der hvisker lyver (2006) og Sne på hendes ansigt (2008).

Af samme forfatter
  • Medrivende episk fortælling om den godmodige Anne Kyllingstads kamp med kærligheden. Anne driver sammen med sin mor et lille pensionat i Narvik, da krigen bryder ud. Hun forelsker sig i den dansk-tyske soldat Christian, som gør hende gravid. Men de bliver adskilt mod krigens afslutning, da Christian havner i russisk krigsfangenskab. Fortvivlet over at have mistet sin udkårne, og i den tro, at Christian er død, rykker Anne teltpælene op og drager med sin lille søn til Danmark i håb om at starte på en frisk. Da den jævnaldrende og venlige Holger frier til hende, lægger hun låg på fortiden og takker ja. Skæbnen vil dog, at Christian en dag får sin frihed og vender hjem … Pressen skriver: »Frøken Narvik er som en velpolstret Chesterfield-sofa: Man kan læne sig velbehageligt tilbage, sukke tilfreds og nyde romanrejsen.« **** – Politiken »Den må du ikke snyde dig selv for …« ****** – Femina »Frøken Narvik er blandt meget andet en dybt genkendelig historie om kærlighed, der ikke sådan lader sig kue eller true.« – Weekendavisen »Det er en stor kunst at skrive om sådan en kærlighed, uden at hverken højdepunkterne eller det mørkeste mørke mister sin kraft. Men den kunst har Thorstein Thomsen et godt greb om … En kraftfuld fortælling.« – Fyns Amts Avis

  • Bellmans guitar foregår 1950’ernes København og er en kærlig skildring af tre generationers hverdag i en arbejderfamilie. Karin, som er alene med sine to drenge, er en flittig gæst på byens jazzklubber – eller det er i hvert fald, hvad hun fortæller sin mor. Hun er en kvinde, der vil mærke stærke mandearme omkring sig, men må udfolde sit erotiske liv i hemmelighed. Drengene, den otteårige Jack og hans storebror Thorvald på seksten, passer på hinanden, når mor er ude. Men Thorvald, der selv begynder at udforske kærligheden, har for længst gennemskuet, at moderens byture ikke handler om jazz. Gennem de humoristiske og varme skildringer af familiens liv bliver en alvorlig begivenhed i fortiden efterhånden afsløret. Nedenunder de tætte relationer bærer Karin og hendes forældre nemlig på en sorg, som ingen taler om. Pressen skriver: »Med ”Bellmans guitar” skriver Thomsen sig op blandt de store, samtidige nordiske mestre, fra norske Kjærstad til svenske Niemi og islandske Helgason. En skøn, skøn bog, som varmt kan anbefales.« ***** -  Elle »Det er et fint nuanceret billede af 50erne, bogen viser. Stilfærdigt og stemningsfuldt, lunt og alvorligt dementerer den, at tiden var lutter fordom og bornerthed. Menneskene var dengang -som til alle tider -forskellige, måske endda endnu mere, end vi er i dag.« ***** -  Midtjyllands Avis  »…en bevægende og vellykket roman « **** - Fyns Stiftstidende   

  • I romanen Nowhere Kid stiller Thorstein Thomsen skarpt på fra 1960'ernes Danmark med teenageren og Beatles-fanen John i centrum for et ungdomsliv, der på en gang er genkendeligt og meget retro.  John bor med sin far og mor og to søskende i en 2 ½ værelsers lejlighed. Faren må fem måneder i fængsel, og da han kommer ud, er alt forandret. Moren har fået job, storebroren gør oprør og lader håret gro. John opdager langsomt, at faren er en uansvarlig plattenslager. John forsøger at tage ansvaret på sig og holde sammen på den splittede familie ...   Pressen skrev: »Først troede jeg vi skulle have historien om et par drenge, der lavede et band, ligesom Beatkles. Det skulle vi ikke, men det er jeg så også glad for … ”Nowhere Kid” tager en helt anden drejning over i et voldsomt spændende emne, nemlig vores forældre og bedsteforældres veltrænede evner i at fortrænge begivenheder, der ikke var pæne. Vi er ovre i opgøret med ”Hvad tror du ikke folk tænker?!”, og det som begynder som små hvide løgne, grænser sig til det virkelig uhyggelige, når billedet af den pæne, vellykkede familie skal bevares for enhver pris.« ***** – Peter Kock Hentichsen, Kultur for unge »Som nævnt foregår ”Nowhere kid” i 1960’erne, men problematikken med at finde ud af at blive den, man gerne vil være, er tidløs. Også derfor er Thorstein Thomsens ungdomsroman så god.« – Bent Rasmussen, EMU  »Thorstein Thomsen gør det godt: Skildrer drenge i udvikling på baggrund af et Danmark under forandring. … Som Lyngby-trilogien er det god læsning med autentiske karakterer, der er et nærmere bekendtskab værd.« ***** – Birte Strandby bogvægten.dk  »Med autentisk gode og korte replikker og et sansemæssigt brus af musik og lyrik. Som lysende farvestrejf på en hverdagsgrå baggrund.« **** – Kari Sønsthagen, Berlingske   

  •   I 1920’ernes Berlin forelsker teaterinstruktøren Detlef Sierck sig i skuespillerinden Lydia. Tiden er præget af nazismens fremmarch og da Detlef begynder at bevæge sig fra teatret til filmen, kommer han i kontakt med nazitoppen. Detlef indleder en affære med den jødiske skuespillerinde Hilde. Sammen flygter de via Rom og Schweiz til USA og i Hollywood begynder Detlef et nyt liv som Douglas Sirk og fejrer store triumfer som 50’ernes technicolor-film. Ikke mindst da han introducerer den unge Rock Hudson på det store lærred.   ROCK HUDSON SKAL IKKE DØ I UKRAINE er en dokumentarroman og et drama så mættet, at det er svært at forstå, at der lå et virkeligt liv bag.   Thorstein Thomsen (f. 1950.) har skrevet mere end halvfjerds bøger, manuskript til spillefilm og flere hundrede sange. Senest udkom SNE PÅ HENDES ANSIGT (2008) og AT ELSKE CHARLOTTE (2009). Pressen skriver: »Thorstein Thomsen har skrevet en fascinerende emigranthistorie - og en romanbiografi af internationalt format - om dansk-tyskeren Detlef Sierck, der som Douglas Sirk er blevet genopdaget som én af Hollywoods klassiske filminstruktører … en fængslende, stor romanbiografi - netop ved at gå ydmygt til stoffet og respektere, at sandheden om et menneske ikke findes, men kan søges.« – Marie Louise Kjølbye, Information  »Det er et gigantisk projekt, forfatteren Thorstein Thomsen endnu en gang har kastet sig ud i. Med to verdenskrige, kunst og kærlighed som sin skueplads. Men sikke en rejse vi får! Og på de sidste 50 sider sad jeg – indrømmet! – og ventede utålmodigt på finalen. Men da den endelig kommer og raffineret binder Landauer, Douglas Sirk og Fassbinders sjæle sammen i den visionære, kunstneriske treenighed, der burde være drivkraften i al skabelse, fyldes hjertet til bristepunktet.« – Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad  »»Romanens kvalitet overgår langt dens omfang, og det er stort, og den har et vingefang af en sådan bredde, at vi overflyver de historiske begivenheder med Detlef/Douglas og Hilde og Rock og alle de andre fra intimiderende nazister, kontrære filmdirektører og producenter til hjælpsomme nordmænd. Det er kunst, og det er underholdende og tankevækkende.« ***** – Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten  »Især lykkes det Thomsen at gengive Sirks kunstneriske projekt med stor viden og indlevelse ... Thorstein Thomsen skal have stor tak for at bringe Sirks film og liv frem til danske læsere og tilskuere i det 21. århundrede.« ***** – Sophie Engberg Sonne, Politiken » … en medrivende og flot konstrueret historie pibler frem af romanforfatterens greb.« ***** – Thomas Kaarsted, Fyens Stiftstidende »velskrevet dokumentarroman baseret på omfattende research.« **** – Ebbe Iversen, Berlingske Tidende  »Fængende læsning om en dameglad og viljestærk mand.« – Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet »Historien er smukt gennemarbejdet … informativ, nuanceret og underholdende.« **** – Jan Vandall, MetroXpress »Persontegningen er meget sikker, Sirks store ego forskønnes ikke, og skildringen af de empati- og karakterinvalide nazister er nærmest underspillet og ironisk … En rigtig ”forstyr mig nu ikke”-roman.« **** – Preben Rasmussen, Dagbladenes Bureau    

  • En ungdomsroman om magt og kærlighed  – bogen bag filmen Min bedste fjende. En morgen vågner Alf tappet for kræfter efter lang tids sygdom og opdager, at han i enhver forstand befinder sig på bunden af hierarkiet. Da han vender tilbage i klassen, er han blevet en taber, ingen længere regner for noget. Alf slår sig sammen med nørden Toke, og sammen indgår de en pagt. De lægger en plan for, hvordan de skal forvandle sig til lækre vindertyper, som pigerne vil stå i kø for at score. Men samtidig kryber hensynsløsheden og ondskaben ind under huden på de to drenge og levner ikke meget plads til kærlighed.

  • Thorstein Thomsens meget roste romaner Bare vi har hinanden, Roser til mor og Han er min bror kommer nu i en flot omnibusudgave. Persongalleriet i de tre romaner er beboere i det samme boligkompleks i Lyngby, og bøgerne giver et flot tidsbillede af forstadslivet fra 1950'erne til slutningen af 1980'erne - med øget velfærd, ungdomsoprør, ny musik, uddannelsesboom, kvinder på arbejdsmarkedet og opbrud i kernefamilien. Men først og fremmest introduceres vi for nogle rigtige mennesker, Gibber og hans stedfar, den festlige, men aldeles ikke uproblematiske Richard, til 16-årige Michael, der er fuld af de nye rytmer, men som skal spille dansk pop med sin far i duoen Lille Michael og Far og til brødrene Johnny og Jeff, der livet igennem bevarer en stærk samhøringhed trods forskelle og uenigheder og koner, der ikke kan tåle synes af hinanden. Trilogien henvender sig bredt - til både unge og ældre og til dem midt i mellem.

  • Torben er 57 år gammel og en anerkendt møbeldesigner, der bl.a. har designet en serie af populære stole. Han underviser på designskolen og gift med Marianne, som er 15 yngre, smuk og succesrig. Men deres forhold er kørt fast, erotikken uden gnist, og Torben mistænker hende for at have en elsker. Krisen i Torbens liv eskalerer, da hans venner Eva og Peter beder ham flyve ned og hente et maleri i deres lejlighed i Nice. Operationen er ikke helt lovlig og skal snart vise sig at få vidtrækkende konsekvenser. Ikke mindst fordi Torben i Nice møder antikvitetshandleren Charlotte og forelsker sig hovedkulds i hende. Hun er fem år ældre end han og usædvanligt attraktiv. Torben stilles over for nogle skæbnesvangre valg - skal han opgive sin kone for en "ældre model"? - mens han uafvidende kommer til at balancere på kanten af loven. »… en livsklog bog, der på en fin, underspillet facon får integreret en fordækt kriminalhistorie i en eksistentialistisk story.« - Klaus Rothstein, Weekendavisen  

  • Michala er på vej til Esbjerg. Hendes mormor ligger død på hospitalet, 101 år gammel. Michala husker tilbage så langt hun kan, ja længere end det. Hun har i mange år stået på små vestberlinske scener og fortalt fra sin familiekrønike. Ikke alt har hun selv oplevet. Noget har hun spurgt sig frem til, noget har hun sat sammen, noget har hun lagt til. Michala fortæller om sin mors mærkelige opvækst i en degeneret religiøs sekt i en lille vestjysk landsby, om sin flugt til Esbjerg med sin mor og mormor, om sine egne vilde år i 60'ernes Esbjerg, hvor den nye verden bryder ind over alt og alle, om sit samliv med en mislykket forlægger og filminstruktør, om de skønne år i Berlin, hvor hun møder sit livs kærlighed. Og hele vejen ånder de dæmoner, hun har arvet, hende i nakken. "Thomsen favner med SNE PÅ HENDES ANSIGT både det storladne og det hverdagslige og skaber en stor læseoplevelse og en danmarkshistorie, der giver både KRØNNIKEN og MATADOR baghjul." ***** - Sophie Engberg Sonne, Jyllands-Posten "Som en snebold ruller Michala gennem tiden, og læseren ruller med i denne brede og almene fortælling for både unge og ældre læsere, der søger en tankevækkende og underholdende roman. En klog filmmand gik allerede nu i gang med manuskriptet." ***** - Mai Misfeldt, Berlingske Tidende  

  • Sunes hund, Per, er blevet far. De fem hvalpe skal sælges, men Per kan ikke lide den mand, der kommer for at købe en hund.

  • Niels Ruel kommer i 1930'erne til København og får arbejde i en boghandel. Han bliver han ven med Flemming, en charmerende og handlekraftig ung mand. Men samtidig bliver Niels trukket ind i en kreds af mennesker, som sympatiserer med Hitlers tanker om et nyt Europa. Situationens alvor går op for ham, da Flemming melder sig til Østfronten. Romanen følger Niels Ruel i efterkrigsårene, helt frem til 2005, hvor han som olding vurderer sit livs vendepunkter i sit sommerhus i Rørvig. Vi følger hans buldrende succes som forlægger, hans betingede succes i kærlighedslivet - og hans sindrige forsøg på at forsone sig med sin fortid. DEN, DER HVISKER, LYVER blev i 2006 indstillet til BG Banks Litteraturpris og dermed et gennembrud for Thorstein Thomsen som voksenforfatter. "... det er bare forbandet godt ... en dejlig og bevægende, uhyggelig og medrivende roman." - Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken  

Se flere

Nyhedsbrev

Læs det nyeste om de bedste bøger først.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Jeg vil gerne høre mere om

Cicero er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK

Høst & Søn er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK


OK

Rosinante er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK

Samleren er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK