Forfatter

Nikolaj Zeuthen

Nikolaj Zeuthen siger om sig selv: ”Jeg er født i 1977 Cambridge, England. Opvokset i Sorgenfri og Brede. Bor i dag på Frederiksberg. Jeg har skrevet altid. I skolen nogle meget lange fortællende stile og derhjemme referater af de fodboldkampe jeg spillede i den lokale fodboldklub. På universitetet fik jeg en kammerat som mente jeg var dansk litteraturs bedst bevarede hemmelighed, og efter 10-12 afslag her og der blev jeg coachet af Mathilde Walter Clark og kom endelig ind på et forlag, Samleren. Jeg skulle forestille mig jeg var Picasso, sagde hun. Temaer i mit forfatterskab er forholdet mellem det barnlige og det voksne samt Jesus og fremtiden. Jeg har prøvet at lave research, men det går altid i fisk. Jeg arbejder ved at skrive meget og smide 95% i skraldespanden. Jeg er optaget af at lave ting der fremstår friske og interessante for mig selv, og jeg arbejder i alle genrer, også med tegning og musik. At skrive er altid personligt for mig, men det er samtidig en måde at gennembryde det på og nå frem til det der er på den anden side. Man skriver for at komme bag på og måske endda ødelægge sit eget træge jeg.”

Af samme forfatter
  • Otte fortællinger om robotprofeter og vrede dronninger, om ildevarslende parmiddage og velmente læsegruppemøder og om magiske fremtider, hvor intet er tabu. Slavedrengen Miko foregår i et på én gang syret og godmodigt univers. Med et originalt miks af fantasy, myte og hverdagsdrama fremhæver Nikolaj Zeuthen det farlige, ulykkelige og ikke mindst komiske i menneskets evige forsøg på – og overbevisning om – at være nogen eller noget. Pressen skriver: »Nikolaj Zeuthen har i lang tid kredset om det glædesløse liv, man kan have som ung mand på alder med ham selv. Med sin nye, lille bog udvider han kampzonen. Det er værd at kippe med flaget for. « – Tue Andersen Nexø, Information

  • Nikolaj Zeuthen udsender med Stråler sin fjerde bog og sin tredje digtsamling. Viddet, melankolien og det skæve blik på virkeligheden genfinder man i disse nye digte. Efter digtdebuten med Oliebål i 2009 udgav Zeuthen i 2010 den satiriske roman Verdensmestre, der blev rost af anmelderne for sit vittige og ømme, men også dybt anfægtende portræt af familielivet i det første årti af det nye årtusind. I 2011 udsendte han den anmelderroste digtsamling Frivers fra howitzvej. Nikolaj Zeuthen anses som et originalt og uforudsigeligt multitalent på den litterære scene. Pressen skriver: »Zeuthen totalsmadrer meget effektivt sin egen lyriske bygning, så den kan sende sine stråler ud i alle bizarre og bizart hverdagslige retninger.« **** - Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken

  • FRIVERS FRA HOWITZVEJ er en samling sydende digte fra Nikolaj Zeuthen. Nikolaj Zeuthen udsender med FRIVERS FRA HOWITZVEJ en samling nutidige og personlige digte. Efter debuten med OLIEBÅL i 2009 udgav Zeuthen i 2010 romanen VERDENSMESTRE, der blev rost af anmelderne for sit vittige og ømme, men også dybt anfægtende portræt af familielivet i det første årti af det nye årtusinde. Viddet, det sproglige overskud og det skæve blik på virkeligheden genfinder man i de nye digte, men samlingen rummer også en alvor og en sorgfuldhed i de digte, der kredser om tabet af en nær ven.   Pressen skriver: »Nikolaj Zeuthen har skrevet en digtsamling, som man ikke kan lade være med at holde af. … Zeuthen er en mester i at fange en situation eller en replik fra det daglige liv og vende og dreje den, således at den kaster en masse betydninger af sig, og således at den ovenikøbet bliver hylende morsom. … Nikolaj Zeuthen er en af de digtere, der har en eminent sans for replikker og specifikke sociale situationer på en måde, der ville have glædet den klassiske mester over alle i dette, Herman Bang.« – Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad   »Ikke at gøre det helt store væsen ud af digtningen er en del af Nikolaj Zeuthens poetiske strategi, men mellem selvironien, samfunds-og generationssatiren, den opmærksomme iagttagelse af fænomenerne og en understrøm af let desperation, ikke mindst knyttet til mindet om en afdød ven, finder digteren sin position. Her udfolder han sig med stor sikkerhed.« **** – Jørgen Johansen, Berlingske Tidende  Her er der ikke bare skarphed i digtenes vignetter og små scener, der er også en upåfaldende præcision i sproget … Nikolaj Zeuthens digtsamling er virkelig god, men man kan godt blive trist af at læse den. – Tue Andersen Nexø, Information   »Når »Chip og Chap æder af deres ordforråd«, så synger sproget.« **** – Thomas Bredsforff, Politiken   

  • Det er 00'erne og Rune og Anne bor i en lejlighed på Frederiksberg med to små børn. De optager lån for at udvide familien, handler i IKEA for at indrette lejligheden og læser i Kernesund i familie for være i overenstemmelse med tidens trend. De opdrager, skændes, indrømmer, undskylder og keder sig nok lidt midt i hverdagens rutiner. Verdensmestre er et dybt humoristisk katalog over alle de dilemmaer, der møder den moderne børnefamilie, og en knugende samfundskritik, der giver stof til eftertanke. For hvad sker der med kærligheden mellem voksne og børn, når opdragelsen bliver et projekt med succeskriterier? Og hvad sker der med den generation, der blev forældre midt i en opgangstid? En gribende roman om en hverdag med børn og en tankevækkende satire over familielivet i det danske samfund efter årtusindskiftet. Pressen skriver:  »Zeuthens første roman tegner et vittigt, ironisk og medfølende billede af 00-generationens forsøg på at gribe den frihed, som var dens vilkår … Romanen anbefales varmt.« **** – Dagbladenes Bureau »Zeuthen rammer den mentalitet på kornet. Han har et fint øre for tidens socialpsykologiske klicheer … de enkeltstående situationer fra den unge børnefamilies hverdag, som bogen består af, er beskrevet med meget vid og stor sproglig sikkerhed.« **** – Politiken »Romanen tager veloplagt fat i den veluddannede del af generationen (30-45 år), som skal gøre det hele så godt ... Zeuthen slipper godt fra at låne af Perec« **** – Berlingske Tidende »Zeuthens første roman tegner et vittigt, ironisk og medfølende billede af 00-generationens forsøg på at gribe den frihed, som var dens vilkår.« **** – Dagbladenes Bureau »Forfatteren Nikolaj Zeuthen rammer lige i solar plexus, når han beskriver livet i en almindelig dansk børnefamilie. Det er ikke for svage sjæle.« – Kristeligt Dagblad  **** – MetroXpress  

  • Underholdene digtsamling fra debutanten Nicolaj Zeuthen. 16 højaktuelle digte om energiressourcer, kulturkamp, humanismens krise, arbejdsløshed og arbejdsstress. Vi møder fædre, mødre, deprimerede humanister og dagpengemodtagere.   ”Nikolaj Zeuthen er en glimrende stilist og en endnu mere ferm humorist.” - Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad ”Nikolaj Zeuthen debuterer med humor og overskud … Zeuthen har slet og ret talent.” - Thomas Bredsdorf, Politiken  

Se flere

Nyhedsbrev

Læs det nyeste om de bedste bøger først.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Jeg vil gerne høre mere om

Cicero er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK

Høst & Søn er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK


OK

Rosinante er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK

Samleren er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK