Forfatter

Lone Mikkelsen

Lone Mikkelsen (f. 1954) er uddannet fra Aarhus Universitet og har været lektor i musik og dansk i Køge, men er nu bosat i København. Det var først, da hun blev over 40, at hun turde tage drømmen om at blive forfatter alvorligt. Det begyndte med en roman om en kurtisane i 1700-tallets Venedig og siden en række historiske romaner fra vikingetiden og op gennem middelalderen.

Fælles motiver for handlingerne i hendes romaner er konflikten mellem myter, overtro og fundamentalisme. Normer og normbrud, sammenhængen mellem kulturens og mytologiernes sprog, historie og især kvinders livsvilkår er helt centrale temaer. Der er næsten altid nogen, der rejser ud eller væk i Lone Mikkelsens romaner. Selv rejser hun meget og kan skrive overalt. For Lone Mikkelsen er det, som om enhver rejse tænder for en roman, og hun samler materiale de steder, hun skriver om. Man mærker, at der ligger research til grund for bøgerne, men det er altid fortællingen, der er i centrum – og Lone Mikkelsen har mange historier at fortælle.

På Samleren er udkommet:

Solo for Cecilia (roman, 1998)
Vis mig en engel (roman, 2001)
Væv (roman, 2002)
Bernardos skrin (roman, 2005)
Hundenes nat (roman, 2008)
Ragnhilds saga (roman, 2010)
Ragnhilds færd (roman, 2012)

www.mikkelsenforfatter.dk

Af samme forfatter
  • Ragnhilds saga fortæller et kvindeliv fra den sene vikingetid, om mænd og sønner der drager i krig, om to kvinder og to brødre, om den nye religion, der trænger sig på, splitter familier ad, og omstyrter livet i bygden. Ragnhild Skjaldedatter hidkalder gudinden Freja som ledsager på sin sidste rejse. Før Ragnhild kan give slip på denne verden, må hun finde fred i sindet, sørge for, at hendes navn bliver husket, og at de gamle skikke holdes i hævd. Den onde lykke, som er kommet til bygden sammen med troen på Hvidekrist, må ikke sejre.   Men tankerne og ordene har det med at løbe andre veje, og smertefulde erindringer smutter som fisk imellem hænderne. Forfædrenes og de nordiske guders historie flettes ind i et væv af fortællinger, fortalt fra skellet mellem to verdener: de levende og de dødes, den gamle med de nordiske guder og den nye med Hvidekrist.   Pressen skriver:   »Jo da, denne fortælling om kvindeliv i Vikingetiden får skam et sus af saga endskønt … Vi damer i vor fagre nye verden burde måske snakke lidt mere med Freja. For Lone Mikkelsen er hun en god veninde.« **** – Jyllands-Posten »Mikkelsen har en sanselig fornemmelse for de livsvilkår, som man kan forestille sig, at en kvinde på den tid har haft … hvis man vil have et på sin vis poetisk og stilfærdigt kraftfuldt alternativ til de sværdsvingende machos, er det Lone Mikkelsens bog, man skal have fat i.« – Weekendavisen »Lone Mikkelsen har begået en fin roman, der virker realistisk og gør historien levende og spændende … en meget smukt skrevet historie, der kan ses som en allegori på nutidens begivenheder og kulturelle udvekslinger.« **** (4 ½ stjerner) – KultuNaut.dk  

  • Den selvstændige fortsættelse til Lone Mikkelsens gennembrudsroman Ragnilds saga handler om Ragnilds sønnesøn og trællekvinden Gerds videre færd. Et gammelt nag i slægten sender den unge Frejlif og Gerd ud af bygden sammen med en nyfødt pige, de har fundet i skoven. De kommer til Roskilde, hvor de får en enestående tilbud om at overtage et skib og nogle af dets besætningsmedlemmer. Med det skib får Frejlif mulighed for at opfylde sin farmors sidste vilje: at han skal rejse til slægtsgården på Island og besøge de steder, som Ragnhild aldrig selv kom til at besøge. Men intet bliver, som de regner med.  

  • ”Hundenes nat” er en sanselig, historisk roman om tro og overtro i renæssancetidens Europa. En indlevende skildring af ubarmhjertighedens mange ansigter.   Mørke skyer hviler tungt over Frueslev. Godsejerens søster enkefru Margrethe har haft et hemmeligt forhold til barndomsvennen Axel, men angsten for djævelskab og overtro har formørket sindene i landsbyen, og Axel tør ikke længere leve i synd.   Da Magrethe mærker at spirende liv begynder at vokse i hende, forlader hun landsbyen for at tage på pilgrimsrejse til Milano. Her bliver hun ansat i det milanesiske fyrstehof, og som fyrstindens amme og fortrolige oplever hun rennæssancen i fuldt flor.   En dag viser fyrstinden Magrethe et sæt tarokkort, der er udfærdiget til hoffet, og alt ændrer sig. To uheldsvangre kort, som fyrstinden har trukket, skal smides i ilden. Men Magrethe tøver. Hun kan ikke få sig selv til at lade dem gå op i røg. Fra da af føler hun at skæbnehjulets store kværn begynder at rulle. Og det kaster destruktive skygger over hende.

Nyhedsbrev

Læs det nyeste om de bedste bøger først.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Jeg vil gerne høre mere om

Cicero er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK

Høst & Søn er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK


OK

Rosinante er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK

Samleren er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK