Forfatter

Johannes Langkilde

Johannes Langkilde (f. 1977) er født og opvokset i Hjørring med en afstikker til Holstebro. Han er vokset op i et hjem præget af musik og kunst og begyndte som helt ung at spille trompet og klaver. Efter et enkelt år på konservatoriet var det dog journalistikken, der trak. De unge år som studievært på Hjørring Nærradio var ikke glemt, og han genoplivede drømmen om at lave nyheder på tv. Efter et par år på Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet kom han ind på Danmarks Journalisthøjskoles tv-linje og fik en praktikplads på TV 2 Nyhederne, hvor han efter endt uddannelse i 2004 blev ansat som reporter og senere nyhedsvært. Han blev anerkendt som årets tv-talent 2007 og årets mandlige studievært 2010, og fik hurtigt ansvaret for de politiske topmøder og debatter i forbindelse med folketingsvalg.

I 2009 blev Johannes Marshall Memorial Fellow i den tværpolitiske tænketank German Marshall Fund og fik i den forbindelse en indgående introduktion til det amerikanske samfund. Her blev drømmen om at bo i USA sået, og i 2013 fik han chancen, da DR ansatte ham som korrespondent i Washington D.C. Som udenrigskorrespondent var Johannes særligt optaget af den store sociale ulighed, den splittede befolkning og de strømninger, der førte til valget af Donald Trump. I mere end et år dækkede han den historiske valgkamp og på baggrund af sine mange reportagerejser og møder med amerikanere har han skrevet Da amerikanerne gik hver til sit. Bogen er både personlig og nær og er kulminationen på Johannes Langkildes engagement i journalistik gennem 14 år.

Af samme forfatter
  • Da amerikanerne gik hver til sit er et fordomsfrit portræt af et anspændt land, hvor man er ved at miste hinanden og måske ligefrem ideen om sig selv. Johannes Langkilde landede i USA som ny korrespondent for DR, netop som Barack Obama tog hul på sin anden embedsperiode. Nu forlader han et forandret land med Donald Trump i Det Hvide Hus. Med afsæt i sine reportager og møder med helt almindelige mennesker tager han os med på en personlig rejse gennem fire omvæltende år i USA’s historie – fire år, der viser en dyb splittelse i det amerikanske samfund. Vi møder blandt andre Sue, der var salgsleder i et supermarked, men nu er hjemløs. Vi besøger KKK-leder Thomas, der er udtalt Trump-tilhænger og frygter et folkemord på den hvide amerikaner. Og vi kommer helt tæt på Terry, der har siddet i fængsel det meste af sit voksenliv og nu kæmper en hård kamp for at forandre sig i et samfund, hvor fattige sorte ikke levnes mange chancer. Gennem den almindelige amerikaners historie får læseren en forståelse af de strømninger og tendenser, der har ført til den amerikanske splittelse, og hvad det har af betydning for den fremtid, vi går i møde.   Pressen skriver: »Et fremragende portræt af det USA, der til alles overraskelse foretrak Donald Trump frem for Hillary Clinton.« ***** – Per Stig Møller, Berlingske »Forbilledlig klassisk journalistik … En prima bog, der giver god besked og klar besked.« ***** – Fyens Stiftstidende »Glimrende … Der er nerve i et elegant flow, som oplagt får autenticitet via Langkildes tilkæmpede fortrolighed med sine samtalepartnere. Det er amerikanske billeder i journalistisk udgave, som giver indsigt i, hvorfor USA i dag er et splittet land. Hvordan en bevidst uforskammet mand kunne vinde valget i et land, hvor omgangstone, venlighed og lyst til fordomsfri debat er et særkende.« **** – Jyllands-Posten »Langkildes historier er gode og vedkommende og viser skæve og anderledes sider af USA.« – Bibliotekernes lektørudtalelse  

Nyhedsbrev

Læs det nyeste om de bedste bøger først.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Jeg vil gerne høre mere om

Cicero er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK

Høst & Søn er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK


OK

Rosinante er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK

Samleren er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK